Del: Share
|
Udskriv: Print

Fasthold motivationen til dit rygestop

Din afhængighed drejer sig ikke alene om cigaretter i sig selv – den involverer også adfærdsmønstre og vaner, som du bevidst eller ubevidst har kombineret med rygning. Sådanne vaner kan forekomme harmløse ved første øjekast, men de kan udløse rygetrang, der er meget svære at modstå.

Hvis du vil holde motivationen til at holde op, må du blive ved med at lede efter mulige ting, der udløser din rygetrang, og styre uden om disse for enhver pris. Det kan nogle gange betyde, at du bliver nødt til at trække dig tilbage fra et sted, hvor du egentlig helst ville blive, for at tage en lille pause til et stykke Nicotinell tyggegummi eller en sugetablet. Til at starte med vil det ikke være let, men når du virkelig ønsker at blive røgfri, kan du godt klare det!

Derhjemme

Hvornår plejede du at ryge derhjemme? Så snart du kom ind ad døren? Efter måltiderne? Lav en liste over alle de ting, der udløser din rygetrang, og arbejd målrettet på at ændre dem, også selv om ændringen synes lille. Hvis du for eksempel plejede at ryge, når du sad ved køkkenbordet og talte i telefon og drak kaffe, er der to ting, du kan ændre med det samme: Tal telefon i et andet rum og skift til te eller juice (i det mindste i en kort tid). Ved at ændre lidt på dine rutiner, vil du begynde at forbinde dem med noget andet end cigaretter.

Hvis du har været vant til at ryge efter middagen, så væn dig til at gå fra bordet så hurtigt som muligt for at beskæftige dig med noget andet. Ved du ikke, hvor du skal gøre af dine hænder? Alt andet end at tænde en cigaret er i orden. Læg et puslespil, bland et spil kort, sy, tegn, gør rent – listen er uendelig. Hvis du holder dine hænder beskæftiget, er der mindre sandsynlighed for, at du ender med en cigaret imellem fingrene.

På jobbet

Hvis du plejede at se frem til rygepausen med dine kollegaer, kan det være en god idé på kort sigt at holde pauser på nogle andre tidspunkter, end du plejede. I stedet for at stå ved siden af dine kollegaer, der pulser løs, så find et andet sted at holde pause eller gå en lille tur. Den behøver ikke være så lang – bare lang nok til at holde dine tanker og fokus på noget andet end rygning.

Det kan være en hjælp at nævne over for en eller to nære kollegaer, at du er holdt op med at ryge. Selv folk, der aldrig har røget, har som regel en idé om, hvor hårdt det kan være at bryde med vanen, og vil i mange tilfælde vise forståelse på arbejdspladsen.

I godt selskab

Hvis du plejede at gå til fester eller på barer og diskoteker, hvor der bliver røget, så spørg dig selv, hvad der er vigtigst: At du kommer til fest, eller at du holder dig til din plan om at blive ikke-ryger?

Husk, at du vil få masser af muligheder for at være sammen med vennerne og møde nye mennesker. Nu, hvor du er holdt op med at ryge, kan man med rette sige, at du har hele livet foran dig. Husk på det, og prøv at undgå den farlige kombination af alkohol og fristende omgivelser (i det mindste i begyndelsen af dit rygestop).

Når du har vænnet dig mere til dit røgfri liv, vil du igen kunne nyde de samme steder, som du gjorde, da du røg – sandsynligvis endnu mere. I mellemtiden kan du udforske nye underholdningsmuligheder, som du ikke nødvendigvis forbinder med at ryge, du kan f.eks. gå i teateret eller biografen.